Vildanden
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
(står bøjet og lægger mere kul i kaminen, lyt-
ter imens, og siger til en af lejetjenerne:)
(som tænder en armstage.)
(i døren til billardstuen.)
(retter uvilkårligt på sig.)
(stryger ham nedad vesten.)
(kommer tilbage{.)}med fru Sørby.)
(ler.)
(sagte.)
(trækker på skuldrene.)
(tænder.)
(uvilkårligt.)
(mumler.)
(til Hjalmar.)
(til Hjalmar.)
(hvisker til tjeneren.)
(sagte.)
(træder til.)
(drejer ham gemytligt omkring.)
(hvisker.)
mærket ud til højre.)
(sagte til Pettersen.)
(i døren til billardstuen med et notehæfte i hånden.)
(smiler.)
(studser.)
(ler spotsk men tvungent.)
(sagte men fast.)
(hviskende.)
(ser på ham med kolde øjne.)
(afbryder ham.)
(afværger med hånden.)
(bukker let.)
(smiler hånlig efter ham.)
(sætter paraplyen fra sig.)
(ser på hende.)
(vender sig halvt på stolen.)
(sagte.)
(rejser sig.)
(sætter hatten fra sig.)
(der har rejst sig.)
(stiller sig ved piedestallen.)
(sætter sig i sofaen.)
(kommer med ølflasker og glasse fra køkkenet.)
(smiler.)
(i gangen.)
(rejser sig.)
Faksimile
2.
Første akt.
(I grosserer Walles hus. Kostbart og be-
kvemt indrettet røgeværelse; stoppede sofa-
er og lænestole; tobaksborde med piber og
cigarkasser; tændte lamper og armstager.
Stor åben dør med fratrukne forhæng på
bagvæggen. Indenfor ses billardstuen, med
ligeledes oplyst. Foran til højre i røgevæ-
relset fører en liden tapetdør ind til kon-
torerne. Foran til venstre kaminen med
ild i og ovenfor kaminen en dobbeltdør
til spisesalen. Derinde høres højrostet sam-
tale og latter af mange gæster. Der bankes
med kniven på et glas; stilhed indtræder. En
skåltale holdes; atter højrøstet og summen-
de samtale.)
kvemt indrettet røgeværelse; stoppede sofa-
er og lænestole; tobaksborde med piber og
cigarkasser; tændte lamper og armstager.
Stor åben dør med fratrukne forhæng på
bagvæggen. Indenfor ses billardstuen, med
ligeledes oplyst. Foran til højre i røgevæ-
relset fører en liden tapetdør ind til kon-
torerne. Foran til venstre kaminen med
ild i og ovenfor kaminen en dobbeltdør
til spisesalen. Derinde høres højrostet sam-
tale og latter af mange gæster. Der bankes
med kniven på et glas; stilhed indtræder. En
skåltale holdes; atter højrøstet og summen-
de samtale.)
(Grossererens tjener i livré, og to–tre leje-
tjenere i sort sætter tilrette i røgeværelset og
i billardstuen.)
tjenere i sort sætter tilrette i røgeværelset og
i billardstuen.)
Grossererens tjener
(står bøjet og lægger mere kul i kaminen, lyt-
ter imens, og siger til en af lejetjenerne:)
Nej, hør bare, Jensen; nu står gamlingen ved
bordet og proponerer en lang skål for fru
Sørby.
bordet og proponerer en lang skål for fru
Faksimile
Sørby.
Lejetjeneren
(som tænder en armstage.)
Er der kanske noget imellem dem?
Grossererens tjener
.Fanden ved.
sæ<...>
Lejetjeneren
.For han har nok vær’t en svær buk i sine
dage.
dage.
Grossererens tjener
.Kanske det.
(sætter ildskuffen fra sig.)
(sætter ildskuffen fra sig.)
En anden lejetjener
(i døren til billardstuen.)
De, Pettersen, her er en gammel en, som –
Grossererens tjener
.Nu? De går jo snart fra bordet.
(Gamle Ekdahl kommer tilsyne fra højre
i billardstuen. Han er hvidhåret, stilfærdig
og l noget ludende klædt i en gammeldags ka-
vaj med høj krave; i hånden en vinterhue og
en falmet bomuldsparaply. Under armen har
han en bunke papirer i et blåt kardusomslag.)
i billardstuen. Han er hvidhåret, stilfærdig
og l noget ludende klædt i en gammeldags ka-
vaj med høj krave; i hånden en vinterhue og
en falmet bomuldsparaply. Under armen har
han en bunke papirer i et blåt kardusomslag.)
Grossererens tjener
.Jøss, hvad vil D{
e
}u her på denne tid?
Ekdahl
.Jeg skulde så nødvendig ind på kontoret –
Grossererens tjener
.Kantoret er stængt for en time siden og –
Ekdahl
.Ja, de sa’ mig det; men herr Gråberg sidder
visst derinde endnu, og dersom De – dersom du
(peger mod tapet{ <...>ren}døren) vilde la’ mig få gå
den vejen –
visst derinde endnu, og dersom De – dersom du
Faksimile
(peger mod tapet{ <...>ren}døren) vilde la’ mig få gå
den vejen –
Grossererens tjener
.Ja, det kan du jo få lov til. (flytter på et
bord.) Å du, Ekda{l}hl, tag lidt med i bordet
her.
bord.) Å du, Ekda{l}hl, tag lidt med i bordet
her.
Ekdahl
(retter uvilkårligt på sig.)
Jeg –! (spagfærdig) Nå, ja så, i bordet –
Grossererens tjener
.Så tak. (åbner tapetdøren) Nå, gå så bare ind
med dig, Ekdahl; men sans på at komme dig
ud igen den andre vejen, for vi har fremmede.
med dig, Ekdahl; men sans på at komme dig
ud igen den andre vejen, for vi har fremmede.
Ekdahl
.Jo, jeg ved nok –
(han går ind ˹t˺i˹l˺
kontorerne. højre.)
En af lejetjenerne
.Hører han også til kontorfolkene?
Grossererens tjener
.Nej, han er bare slig en, som skrver udenom når
de har det nødig. Men han har såmæn vær’t en
fin fyr i sine dage, han.
de har det nødig. Men han har såmæn vær’t en
fin fyr i sine dage, han.
Lejetjeneren
.
Har han
<...>
Ja, han så også ud til det.
Grossererens tjener
.Ja da, han har været både prokkerater og fan’
ved altsammen. Å Jøss’, jeg kender godt til
gamle Ekdahl, jeg. Vi drikker mangen gang
en bitter og en flaske øl sammen nede hos ma-
dam Eriksen.
ved altsammen. Å Jøss’, jeg kender godt til
gamle Ekdahl, jeg. Vi drikker mangen gang
en bitter og en flaske øl sammen nede hos ma-
dam Eriksen.
Lejetjeneren
.Grossererens tjener
.Jøss’, Jensen, De kan da vel skønne at det
er mig som spanderer. For jeg synes en skal
være sjangtil imod folk, som det er gåt så il-
de med.
er mig som spanderer. For jeg synes en skal
være sjangtil imod folk, som det er gåt så il-
de med.
Lejetjeneren
.Har han spillet bankerot da?
Grossererens tjener
.Nej, det var nok værre end som så. For han har
har siddet på fæstningen.
har siddet på fæstningen.
Lejetjeneren
.På fæstningen!
Grossererens tjener
.Eller kanske det var i bodsfængslet –. (lytter)
Hys; nu går de fra bordet.
Hys; nu går de fra bordet.
(Døren til spisesalen slåes op af et par tjenere
derinde fra. Hele bordselskabet kommer efter-
hånden ud. Grosserer Walle går i spidsen
med {en}fru ældre {dame}Sørby under armen, fører hen-
de ud gennem billardstuen og derfra ind i
et tilstødende værelse til højre. Ældre og yn-
gre herrer kommer i grupper og spreder sig i
røgværelset og i billardstuen. Kammer-
herre Flor, kammerherre Kaspersen og kam-
merherre Sæther kommer i samtale med Gre-
ers Walle. Sidst kommer Halfdan Ekdahl.)
derinde fra. Hele bordselskabet kommer efter-
hånden ud. Grosserer Walle går i spidsen
med {en}fru ældre {dame}Sørby under armen, fører hen-
de ud gennem billardstuen og derfra ind i
et tilstødende værelse til højre. Ældre og yn-
gre herrer kommer i grupper og spreder sig i
røgværelset og i billardstuen. Kammer-
herre Flor, kammerherre Kaspersen og kam-
merherre Sæther kommer i samtale med Gre-
ers Walle. Sidst kommer Halfdan Ekdahl.)
Kammerherre Flor
.Puh, – den dinér, – det var et drøjt stykke
arbejde.
arbejde.
Kammerherre Kaspersen
.Å med en smule god vilje kan en udrette
ganske utroligt i tre og en halv time. Hvad si-
ger du, kammerherre Sæther?
Faksimile
3.
ganske utroligt i tre og en halv time. Hvad si-
ger du, kammerherre Sæther?
Kammerherre Sæther
.Det er lysten, som driver værket, he-he!
Kammerherre Flor
.Ja, den som havde din mave, kammerherre
Kaspersen.
Kaspersen.
Kammerherre Kaspersen
(stryger ham nedad vesten.)
Jeg synes din egen må kunne rumme ad-
skilligt.
skilligt.
Kammerherre Flor
.Ak ja, når den bare kunde fordøje hvad den
kan rumme, så –
kan rumme, så –
Gregers Walle
.Der er botemidler for alting, kammerherre Flor.
Hvorfor tror De ellers et alvist forsyn har skabt
mineralvandene?
Hvorfor tror De ellers et alvist forsyn har skabt
mineralvandene?
Kammerherre Kaspersen
.Fy, fy, nu blir De parisisk igen.
Gregers Walle
.Desværre, det hænger i. Men jeg kommer jo
også lige dernede fra.
også lige dernede fra.
Grosserer Walle
.
(kommer tilbage{.)}med fru Sørby.)
Hvad er det De står og studerer på, Ekdahl?
Halfdan
.Det er bare et album, herr grosserer.
Grosserer Walle
.Nå, fotografier. Ja, det er naturligvis noget
for Dem.
for Dem.
Halfdan
.Nej, jeg har ikke.
Grosserer Walle
.Det skulde De rigtig ha’ gjort. Så kunde De
ha’ bidraget til fø underholdningen, ser De.
ha’ bidraget til fø underholdningen, ser De.
Fru Sørby
.For her i huset må alle arbejde for føden, herr
Ekdahl.
Ekdahl.
Grosserer Walle
.Ha-ha-ha; det er sgu’ rigtigt.
Kammerherre Flor
.I et godt madhus er det en ren fornøjelse.
Fru Sørby
.Kammerherre Flor arbejder for damerne, så
sveden sprækker af ham.
sveden sprækker af ham.
Kammerherre Flor
.For damen, fru Sørby; for husets dame –
Fru Sørby
.Ja, idag har De det letvindt. Og kammerherre
Kaspersen, – ja hvad bestiller han –?
Kaspersen, – ja hvad bestiller han –?
Kammerherre Flor
.Han producerer vittigheder –
Fru Sørby
.
Jeg sa’ rigt Sa’ De reproducerer –
Kammerherre Kaspersen
(ler.)
Nu blir De for slem!
Kammerherre Flor
.Jeg sa’ rigtignok producerer, men –
Fru Sørby
.Ja visst; derfor er kammerherre Sæther altid
så villig til at vende notebladet.
så villig til at vende notebladet.
Kammerherre Sæther
.He-he!
Gregers
(sagte.)
Du må snakke med, Hjalmar!
Hjalmar Ekdahl
(trækker på skuldrene.)
Hvad skal jeg snakke om?
Grosserer Walberg
.Kast cigaretstumpen, og ta’ Dem en ordentlig
cigar.
cigar.
Kammerherre Kaspersen
.Ja, men er fruen indrøgt?
Fru Sørby
(tænder.)
Det besørger jeg selv.
Kammerherre Sæther
.Nej, se, se!
Kammerherre Flor
.Mærkværdig delikat tokayer.
Grosserer Valberg
.Ja, det kan De nok sige. Men den har også ko-
stet vakkre penge; for det er en af de aller-
aller fineste årgange, skal De vide.
stet vakkre penge; for det er en af de aller-
aller fineste årgange, skal De vide.
Hjalmar Ekdal
.Er der nogen forskel på årgangene?
Grosserer Valberg
.Kammerherre Kaspersen
.Det er med tokayeren, som med fotografier,
herr Ekdahl; solskin må der til. Eller er
det kanske ikke så?
herr Ekdahl; solskin må der til. Eller er
det kanske ikke så?
Hjalmar Ekdahl
.Jo, lyset gør visst sit.
Fru Sørby
.Men så er det jo akkurat som med kammer-
herre{ <...> }r da; for de trænger jo også til solskin.
herre{ <...> }r da; for de trænger jo også til solskin.
Kammerherre Kaspersen
.Uf, uf, det er en uds der begik De en udslidt s{
<...>
}py-
dighed –
dighed –
Kammerherre Flor
.Fruen reproducerer –
Fru Sørby
.Kan så være; men det er visst at årgangene kan
være svært forskellige.
være svært forskellige.
Kammerherre Kaspersen
.Men mig regner De da visst til de fine årgange,
fru Sørby?
fru Sørby?
Fru Sørby
.Å, De er visst af samme årgang, alle tre.
Grosserer Valberg
.Ha-ha-ha – der fik de det! Stik på glasse-
ne, mine herrer. I sligt hundekoldt vejr. Et godt
glas, et varmt hyge
ligt hjem, – ja, det synes jeg
i al fald det er. Det er indenfor sine egne vægge
en skal søge den sande velvære.
ne, mine herrer. I sligt hundekoldt vejr. Et godt
glas, et varmt hyge
Grå
i al fald det er. Det er indenfor sine egne vægge
en skal søge den sande velvære.
(Gæsterne klinker og drikker.)
Grosserer Walle
.Nå, er De nu blet’ låset inde igen?
Gråberg
.Ja, og Flaksrud er gåt med nøglerne –
Grosserer Walle
.Nå, så gå De bare her igennem.
Gråberg
.Men her er en til, {
<...>
}–
Grosserer Walle
.Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke.
(Gråberg og gamle Ekdahl kommer ud fra ta-
petdøren.)
petdøren.)
Grosserer Werle
(uvilkårligt.)
Uf da!
(Latter og passiar forstummer pludselig mellem
gjæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin
far og vender sig til siden. {)}Gråberg og Ekdahl
går ud gennem billardstuen{.)}og bort til højre.)
gjæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin
far og vender sig til siden. {)}Gråberg og Ekdahl
går ud gennem billardstuen{.)}og bort til højre.)
Grosserer Werle
.
(mumler.)
Den fandens Gråberg!
Gregers
.Men det var da vel aldrig –
Kammerherre Sæther
.Hvad er det for noget? Hvem var det?
Gregers
.Å, det var ingen.
Kammerherre Sæther
(til Hjalmar.)
Faksimile
Kammerherre Sæther
(til Hjalmar.)
Kendte De den manden?
Hjalmar
.Jeg ved ikke –; jeg lagde ikke mærke til –
Kammerherre Sæther
Og så kommen ind gennem stængte døre. Det må
jeg da få rede på.
(går hen til de øvrige.)
jeg da få rede på.
Fru Sørby
(hvisker til tjeneren.)
Stik noget til ham derude; noget rigtig godt.
Pettersen
.Skal så gøre.
(går ud.)
Gregers
(sagte.)
Det var da altså virkelig ham!
Hjalmar
.Ja, det var det.
Gregers
.Og du {k}fornægted ham!
Hjalmar
.Men kunde jeg da –
Gregers
.Jeg er ræd, det er ble’t en pjalt af dig, Hjalmar.
Hjalmar
.Å, hvis du var i mit sted, så –
(Samtalerne mellem gæsterne, som først før-
tes dæmpet, går nu over til forceret højrøstet-
hed.)
tes dæmpet, går nu over til forceret højrøstet-
hed.)
Aha, her står De og frisker gamle minder op.
Skal De ikke ha’ ild i Deres c{a}igar, herr Ekdahl?
(rækker ham et lys.) Vær så god.
Skal De ikke ha’ ild i Deres c{a}igar, herr Ekdahl?
(rækker ham et lys.) Vær så god.
Hjalmar
.Tak, jeg ryger ikke nu.
Kammerherre Flor
.Har De ikke et eller andet vers at læse op for
os, herr Ekdahl? Før i tiden skrev De så ny-
delige digte.
os, herr Ekdahl? Før i tiden skrev De så ny-
delige digte.
Hjalmar
.Nej, her har jeg ikke noget.
Kammerherre Flor
.Står det bra’ til hjemme hos Dem? Deres børn –.
Ja, for De har jo dog børn –?
Ja, for De har jo dog børn –?
Hjalmar
.Jeg har jo en datter.
Kammerherre Flor
.Og hvad bestiller hun?
Hjalmar
.Hedvig tegner.
Kammerherre Flor
.Se, se; det er altså kunstnernaturen, som er gåt
i arv.
i arv.
Kammerherre Sæther
.
(træder til.)
Nej, det var ikke igennem lukkede døre. Han kom
i et lovligt ærende.
i et lovligt ærende.
Kammerherre Kaspersen
(drejer ham gemytligt omkring.)
Å, De våser, kammerherre Sæther.
(fører ham væk.)
(fører ham væk.)
Faksimile
Kammerherre Flor
.Gud ved, hvad han prater om.
(fjerner sig.)
(fjerner sig.)
Hjalmar
.
(hvisker.)
Nu vil jeg gå, Gregers. Sig din far farvel fra
mig.
mig.
Gregers
.Ja ja. Går du lige hjem?
Hjalmar
.Ja. Hvorfor det.
Gregers
.Jo, for så kommer jeg op til dig siden.
Hjalmar
.Nej, det skal du ikke. Ikke hjemme. Vi kan al-
tid træffes et steds ude i byen.
tid træffes et steds ude i byen.
Fru Sørby
.
Hils
Går De{?}, Ekdahl?
Hjalmar
.Ja.
Fru Sørby
.Hils Gina.
Hjalmar
.Tak.
(han søger så vidt muligt at komme ube-
mærket ud til højre.)
Fru Sørby
.
(sagte til Pettersen.)
Nå, fik så den gamle noget med.
Pettersen
.Ja da, jeg stak til ham en flaske konjak.
Pettersen
.Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste han
ved.
ved.
Kammerherre Flor
(i døren til billardstuen med et notehæfte i hånden.)
Skal vi så spille for de<...>
lidt for dem, fru Sørby?
Fru Sørby
.Ja nok; lad os det.
Gæsterne
.Bravo! Bravo!
(Alle går bort til højre gennem billardstuen.
Under det følgende høres dæmpet pianofortespil.)
Under det følgende høres dæmpet pianofortespil.)
Gregers
.Far, vil du ikke vente lidt?
Werle
.Hvad er det?
Gregers
.Jeg må tale et ord med dig.
Werle
.Kan ikke det vente til de andre er gåt?
Gregers
.Nej, det kan ikke; for det
˹tør˺
kan
hænde at jeg
går før de andre.
går før de andre.
Werle
.Går? Vil du gå? Hvad skal det sige?
Gregers
.Hvorledes har man her kunnet la’ den famil-
je så ynkeligt forkomme.
je så ynkeligt forkomme.
Werle
.Mener du Ekdahls?
Gregers
.Faksimile
Ja, jeg mener Ekdahls. Gamle Ekdahl stod dig
dog engang så nær. Og én gang i sit liv har han
i al fald nok været dig en svært nyttig mand.
dog engang så nær. Og én gang i sit liv har han
i al fald nok været dig en svært nyttig mand.
Werle
.Åhå, du tænker vel på den gamle historie med
justitssagen{;}? De ting er opgjort for længe si-
den. Du kan tro han fik sig ordentlig be-
talt.
justitssagen{;}? De ting er opgjort for længe si-
den. Du kan tro han fik sig ordentlig be-
talt.
Gregers
.Lad så være. Men siden, far; alt det andet –
Werle
.Jeg ved ikke hvad du mener med «det andet».
Der er ikke noget andet! Ikke med et ord hen-
vendte han sig til mig mens det endnu var
tid. Han vidste ikke selv, hvor galt det var
fat med ham, før alting kom for dagen, og
da var det jo for sent.
Der er ikke noget andet! Ikke med et ord hen-
vendte han sig til mig mens det endnu var
tid. Han vidste ikke selv, hvor galt det var
fat med ham, før alting kom for dagen, og
da var det jo for sent.
Gregers
.Det er heller ikke det, jeg taler om. Men si-
den, bagefter –
den, bagefter –
Werle
.Ja bagefter. Da han kom på fri fod igen,
var han en nedbrudt mand. – Jeg kan for-
sikkre dig, Gregers, jeg har gjort alt, hvad
der stod i min magt for at hjælpe ham.
Jeg har skaffet ham arkskrift fra kontoret
og jeg har betalt ham langt, langt over vær-
dien for hans arbejde. Ler du af det?
Tror du kanske ikke det er sandt, hvad
jeg siger? I mine bøger står der rigtignok
ikke noget om det; for slige udgifter bogfø-
rer jeg aldrig –
var han en nedbrudt mand. – Jeg kan for-
sikkre dig, Gregers, jeg har gjort alt, hvad
der stod i min magt for at hjælpe ham.
Jeg har skaffet ham arkskrift fra kontoret
og jeg har betalt ham langt, langt over vær-
dien for hans arbejde. Ler du af det?
Tror du kanske ikke det er sandt, hvad
jeg siger? I mine bøger står der rigtignok
ikke noget om det; for slige udgifter bogfø-
rer jeg aldrig –
Faksimile
Gregers
(smiler.)
Nej, der gives vel visse udgifter, som det ik-
ke er værd at bogføre.
ke er værd at bogføre.
Werle
(studser.)
Hvad mener du med det?
Gregers
.Har du bogført, hvad det kosted dig at lade
Hjalmar Ekdahl lære fotografering?
Hjalmar Ekdahl lære fotografering?
Werle
.Jeg! Hvorledes bogført?
Gregers
.Jeg ved, at det var dig, som bekosted det. Og
jeg ved også at det var dig, som satte ham så
rundelig i stand til at etablere sig. Har du
bogført nogen af de udgifter?
jeg ved også at det var dig, som satte ham så
rundelig i stand til at etablere sig. Har du
bogført nogen af de udgifter?
Werle
.Nå, og så heder det endda at jeg ikke har gjort
nok for Ekdahls familje. Jeg kan forsikkre
dig, de mennesker har voldt mig udgifter nok.
nok for Ekdahls familje. Jeg kan forsikkre
dig, de mennesker har voldt mig udgifter nok.
Gregers
.Har du bogført nogen af de udgifter?
Werle
.Hvorfor spør’ du om det?
Gregers
.Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, –
den tid du tog dig så varmt af din gamle
vens søn, – var ikke det netop just som han
skulde til at gifte sig?
den tid du tog dig så varmt af din gamle
vens søn, – var ikke det netop just som han
skulde til at gifte sig?
Werle
.Ja, hvor k<...>
pokker, – hvor kan jeg efter så man-
ge års forløb – det er vel nu en 18–19 år siden –
ge års forløb – det er vel nu en 18–19 år siden –
Faksimile
Gregers
.Det er nu omtrent 17 år siden. Du skrev mig
dengang et brev til, – et forretningsbrev naturlig-
vis, – og i en efterskrift stod der ganske kort at
Hjalmar Ekdahl havde giftet sig med en frø-
ken Hansen.
dengang et brev til, – et forretningsbrev naturlig-
vis, – og i en efterskrift stod der ganske kort at
Hjalmar Ekdahl havde giftet sig med en frø-
ken Hansen.
Werle
.Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så.
Gregers
.Men du skrev ikke noget om at den frøken
Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværen-
de husjomfru.
Hansen var Gina Hansen, – vor forhenværen-
de husjomfru.
Werle
(ler spotsk men tvungent.)
Nej, for jeg vidste såmænd ikke at du interesser-
te dig så særligt for vor forhenværende hus-
jomfru.
te dig så særligt for vor forhenværende hus-
jomfru.
Gregers
.Det gjorde jeg heller ikke. (sænker stemmen.)
Men her var nok andre her i huset, som inter-
esserte sig særligt for hende.
Men her var nok andre her i huset, som inter-
esserte sig særligt for hende.
Werle
.Hvad mener du med det? (bruser imod ham.)
Du sigter da vel aldrig til mig!
Du sigter da vel aldrig til mig!
Gregers
(sagte men fast.)
Jo, jeg sigter til dig.
Werle
.Og det vover du –! Det understår du dig –! Hvor
kan han, den uforskammede, han, fotografen, –
hvor tør han vove at beskylde mig –!
kan han, den uforskammede, han, fotografen, –
hvor tør han vove at beskylde mig –!
Gregers
.Faksimile
6.
Hjalmar har ikke sagt et ord om de ting.
Jeg ved ikke engang om han har en anelse
om sligt noget –
Jeg ved ikke engang om han har en anelse
om sligt noget –
Werle
.Nå, men hvor har du det da fra? Hvem har
kunnet sige noget sligt om mig?
kunnet sige noget sligt om mig?
Gregers
.Det har min stakkers ulykkelige mor engang
sagt.
sagt.
Werle
.Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke
det! Hun og du, – I holdt altid sammen imod
mig. Det var hende, som fra først af fik dit sind
vendt bort ifra mig.
det! Hun og du, – I holdt altid sammen imod
mig. Det var hende, som fra først af fik dit sind
vendt bort ifra mig.
Gregers
.Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje til
hun bukked under og gik ynkeligt til grunde.
hun bukked under og gik ynkeligt til grunde.
Werle
.Å, hun har slet ingen ting måttet lide og døje;
– ikke mere end de fleste andre ialfald. Men
overspændte mennesker er der ikke noget
udkomme med. Og at du kunde fæste lid til
en slig beskyldning, – en blot og bar mistanke –!
– ikke mere end de fleste andre ialfald. Men
overspændte mennesker er der ikke noget
udkomme med. Og at du kunde fæste lid til
en slig beskyldning, – en blot og bar mistanke –!
Gregers
.Godt; så vil jeg se at komme til visshed –
Werle
.Du vil da vel aldrig gi’ dig til at rode op
i gamle rygter og historier? Jeg synes sand-
færdig, du i din alder kunde ta’ dig noget
nytt{g}igere til.
i gamle rygter og historier? Jeg synes sand-
færdig, du i din alder kunde ta’ dig noget
nytt{g}igere til.
Gregers
.Werle
.Både om det nyttige og om alle andre ting.
Gregers, jeg tror ikke der findes den mand i
verden, som er dig så meget imod som jeg.
Gregers, jeg tror ikke der findes den mand i
verden, som er dig så meget imod som jeg.
Gregers
(hviskende.)
Jeg har set dig på altfor nært hold.
Werle
.Du har set mig med din mors øjne; det er
sagen.
sagen.
Gregers
.Og du har aldrig kunnet tilgi’ mig at jeg slæg-
ter min mor på, – og så det, at jeg havde et
slags hjerte for hende.
ter min mor på, – og så det, at jeg havde et
slags hjerte for hende.
Werle
.Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget,
som skiller imellem os; men vi er jo dog far
og søn alligevel. Jeg s{ <...> }ynes vi måtte kunne
komme til et slags forståelse med hinanden.
Sådan i det ydre ialfald.
som skiller imellem os; men vi er jo dog far
og søn alligevel. Jeg s{ <...> }ynes vi måtte kunne
komme til et slags forståelse med hinanden.
Sådan i det ydre ialfald.
Gregers
.Mener du i det, som man kalder verdens
øjne?
øjne?
Werle
.Ja, om du så vil kalde det. Tænk over det. Sy-
nes du ikke det måtte kunne la’ sig gøre?
Hvad?
nes du ikke det måtte kunne la’ sig gøre?
Hvad?
Gregers
(ser på ham med kolde øjne.)
Nu er der visst noget, du har brug for mig til.
Gregers
.Ja, man siger jo så.
Werle
.Da jeg skrev dig til om at komme hjem, vil
jeg ikke nægte at jeg havde en bitanke med
det.
jeg ikke nægte at jeg havde en bitanke med
det.
Gregers
.Hm!
Werle
.Ja, for vort mellemværende, opgøret over din mø-
drenearv og alt det andet kunde jo dog til nød
været ordnet skriftligt imellem os. Men nu,
da det jo – desværre – ikke længer er nødven-
digt for dig at leve dernede –
drenearv og alt det andet kunde jo dog til nød
været ordnet skriftligt imellem os. Men nu,
da det jo – desværre – ikke længer er nødven-
digt for dig at leve dernede –
Gregers
.Nu, hvad så –?
Werle
.Så vilde jeg gerne ha’ dig hjemme hos mig en
tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt
mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da
jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at
ha’ nogen om mig –.
tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt
mig ensom, – hele mit liv igennem; men mest nu, da
jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at
ha’ nogen om mig –.
Gregers
.Du har jo fru Sørby.
Werle
.Ja, det har jeg; og hun er så at sige bleven mig
næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt
sind; hun liver op i huset, – og det kan jeg så
sårt trænge til –
næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt
sind; hun liver op i huset, – og det kan jeg så
sårt trænge til –
Werle
.Ja, men jeg er ræd, det kan ikke bli’ ved. En
kvinde i slige forholde kommer let i en skæv
stilling lige over for verden; ja, jeg havde nær
sagt at en mand er heller ikke tjent med det.
<...>
kvinde i slige forholde kommer let i en skæv
stilling lige over for verden; ja, jeg havde nær
sagt at en mand er heller ikke tjent med det.
<...>
Gregers
.Å når en mand gir slige middagsselskaber,
som du, så kan han vove adskilligt.
som du, så kan han vove adskilligt.
Werle
.Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange hun ik-
ke længer vil finde sig i det. Og selv om hun
gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig
satte sig ud over folkesnak og sligt noget –. Sy-
nes da du, Gregers, du med din stærkt udpræge-
de retfærdighedsfølelse –
ke længer vil finde sig i det. Og selv om hun
gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig
satte sig ud over folkesnak og sligt noget –. Sy-
nes da du, Gregers, du med din stærkt udpræge-
de retfærdighedsfølelse –
Gregers
(afbryder ham.)
Sig mig én ting; – tænker du på at gifte dig
med hende?
med hende?
Werle
.Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad
så?
så?
Gregers
.Ja, det spør’ jeg også. Hvad så?
Werle
.Vilde det være dig så aldeles uovervindeligt
imod?
imod?
Gregers
.Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. –
Gregers
(afværger med hånden.)
Nej, nej, nej, lad os ikke bruge bedemands-
stil, far. Jeg er ikke overspændt.
stil, far. Jeg er ikke overspændt.
Werle
.Ja, hvad du end er eller ikke er, så har du i-
alfald lettet en sten fra mit bryst, Gregers.
Det er mig overmåde kært at jeg kan gøre reg-
ning på din tilslutning i denne sag.
alfald lettet en sten fra mit bryst, Gregers.
Det er mig overmåde kært at jeg kan gøre reg-
ning på din tilslutning i denne sag.
Gregers
.Nu forstår jeg, hvad det er du vil bruge
mig til.
mig til.
Werle
.Bruge dig til? Hvad er det for et udtryk?
Gregers
.Å lad os ikke være kræsne i valg af ord; –
ikke her på tomandshånd ialfald. – (ler.)
Derfor var det altså jeg, død og pine, måtte
indfinde mig i egen person. Her I anled-
ning af fru Sørby skal der altså arrange-
res familjeliv her i huset; – det blir noget
nyt, det!
ikke her på tomandshånd ialfald. – (ler.)
Derfor var det altså jeg, død og pine, måtte
indfinde mig i egen person. Her I anled-
ning af fru Sørby skal der altså arrange-
res familjeliv her i huset; – det blir noget
nyt, det!
Werle
.Hvor tør du sige sligt!
Gregers
.Når har her været familjeliv? Men nu har
man behov for en smule af den slags. Ja vel;
jeg kan skønne det. Det vil jo også unægtelig
ta’ sig godt ud når det rygtes at sønnen – på
pietetens vinger – er ilet hjem til den aldren-
de faders højtid brudgomsdag. S Der hersker
dog altså et smukt kordialt forhold imellem
de to alligevel. Ja naturligvis. Far og søn, – gud
bevar’s, kan det være andet! Det er jo natu-
rens orden –
man behov for en smule af den slags. Ja vel;
jeg kan skønne det. Det vil jo også unægtelig
ta’ sig godt ud når det rygtes at sønnen – på
pietetens vinger – er ilet hjem til den aldren-
Faksimile
de faders højtid brudgomsdag. S Der hersker
dog altså et smukt kordialt forhold imellem
de to alligevel. Ja naturligvis. Far og søn, – gud
bevar’s, kan det være andet! Det er jo natu-
rens orden –
Werle
.Ja, det burde være naturens orden, Gregers –
Gregers
.Å jeg tror ikke en snus hverken på naturen
eller på dens orden.
eller på dens orden.
Werle
.Hør nu; det vil jeg sige dig at der kan væ-
re mangt og meget at klandre ved min livs-
førelse – (med hævet stemme) men der er
visse ting, som jeg altid kræver respekt for
i mit hus!
re mangt og meget at klandre ved min livs-
førelse – (med hævet stemme) men der er
visse ting, som jeg altid kræver respekt for
i mit hus!
Gregers
(bukker let.)
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også
min hat og går.
min hat og går.
Werle
.Går du –! Ud af huset!
Gregers
.Ja, for der er bare én eneste ting i verden,
som jeg har respekt for.
som jeg har respekt for.
Werle
.Og hvad er det for noget?
Gregers
.Du vilde le om du hørte det.
Werle
.En ensom mand ler ikke så let, Gregers.
Se, far, der leger kammerherrerne blinde-
buk med fru Sørby. – Godnat og farvel!
(han går ud til højre.)
buk med fru Sørby. – Godnat og farvel!
(han går ud til højre.)
Werle
(smiler hånlig efter ham.)
He –! Og så siger han at han ikke er over-
spændt.
spændt.
Faksimile
Anden akt.
(Hjalmar Ekdahls atelier. Rummet, der er
temmelig stort men tarvelig udstyret, ses at væ-
re et loftkammer. Til højre er skråtag med
store glasruder, halvt tildækkede af et blåt for-
hæng. Oppe i krogen til højre er indgangsdø-
ren; på væggen til venstre er to døre. Midt
på bagvæggen en stor dobbeltdør, indrettet til at
skyde tilside. Foran ved væggen til højre en gam-
mel slidt sofa med et bord og et par stole. På
bordet en tændt lampe. Forskellige fotografiske
apparater står omkring i rummet, fotografier
ligger på borden; flasker og æsker med forskel-
lige kemiske stoffer i en reol på bagvæggen.)
temmelig stort men tarvelig udstyret, ses at væ-
re et loftkammer. Til højre er skråtag med
store glasruder, halvt tildækkede af et blåt for-
hæng. Oppe i krogen til højre er indgangsdø-
ren; på væggen til venstre er to døre. Midt
på bagvæggen en stor dobbeltdør, indrettet til at
skyde tilside. Foran ved væggen til højre en gam-
mel slidt sofa med et bord og et par stole. På
bordet en tændt lampe. Forskellige fotografiske
apparater står omkring i rummet, fotografier
ligger på borden; flasker og æsker med forskel-
lige kemiske stoffer i en reol på bagvæggen.)
(Fru Ekdahl sidder på en stol ved bordet
og syr. Hedvig sidder i sofaen og tegner.)
og syr. Hedvig sidder i sofaen og tegner.)
Fru Ekdahl
.Hvor meget var det du gav ud til smørret i
dag?
dag?
Hedvig
.Det var 45 øre.
Fru Ekdahl
.Og så kommer øllet til. Ja se, – der har vi straks
over en krone.
over en krone.
Hedvig
.Ja, men så fik far fire kroner og femti for fo-
tografierne.
tografierne.
Hedvig
.Ja, akkurat fire kroner og femti.
(Stilhed.)
Fru Ekdahl
.Hm, – nu gad jeg rigtig vide, hvorledes din
far har det i selskabet.
far har det i selskabet.
Hedvig
.Ja, det skulde være morsomt om vi kunde se
ham.
ham.
(Gamle Ekdahl, med papirpakken under armen,
kommer ind gennem døren til ven<...> højre.)
kommer ind gennem døren til ven<...> højre.)
Hedvig
.Hvor sent du kommer hjem idag, bedstefar.
Ekdahl
.Gråberg holdt så længe op; han gør al ting så
vidtløftigt, den mand.
vidtløftigt, den mand.
Fru Ekdahl
.Fik far noget nyt hjem at skrive?
Ekdahl
.Ja, hele denne pakken her.
Fru Ekdahl
.Det var jo bra’.
Ekdahl
.
(sætter paraplyen fra sig.)
Det blir såmænd arbejde for lang tid, det, Gina.
(trækker den ene halvdør i baggrunden lidt tilside.)
Hys! (spejder ind i det mørke rum; skyder at-
ter døren for.) He-he-he; de sidder alle sammen
og sover så godt. (går mod den øverste dør til
venstre.) Jeg finder vel fyrstikker?
(trækker den ene halvdør i baggrunden lidt tilside.)
Hys! (spejder ind i det mørke rum; skyder at-
ter døren for.) He-he-he; de sidder alle sammen
og sover så godt. (går mod den øverste dør til
venstre.) Jeg finder vel fyrstikker?
(Ekdahl går ind.)
Hedvig
.Det var rigtig godt at bedstefar fik alt det at
skrive.
skrive.
Fru Ekdahl
.Ja, stakkers gamle far, så tjener han sig da
en liden skilling.
en liden skilling.
Hedvig
.Og så kan han ikke sidde hele formiddagen
der nede på den fæle madam Eriksens re-
stauration.
der nede på den fæle madam Eriksens re-
stauration.
Fru Ekdahl
.Det også, ja. Endskønt, – ja, jeg ved ikke, – men
jeg synes næsten, mandfolk er fornøjeligst når
de har drukket noget –
jeg synes næsten, mandfolk er fornøjeligst når
de har drukket noget –
Hedvig
.
{N}Uf nej da! Ja, de er nok fornøjeligst; men det
blir så utrygt –
blir så utrygt –
Fru Ekdahl
.Hvorledes utrygt?
Hedvig
.Jeg mener, det blir så utrygt for os andre; en ved
ikke rigtig, hvor en har dem.
ikke rigtig, hvor en har dem.
Fru Ekdahl
(ser på hende.)
Når har du lagt mærke til det?
Hedvig
.Å det kan en da
<...>
altid lægge mærke til. Både
Molstad og Riser er da mangen gang på en
kant –
Molstad og Riser er da mangen gang på en
kant –
(Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud
gennem den forreste dør til venstre.)
gennem den forreste dør til venstre.)
Fru Ekdahl
(vender sig halvt på stolen.)
Skal far ha’ noget i køkkenet?
Ekdahl
.Ja jeg skal. Bliv bare siddende.
(går ud.)
Fru Ekdahl
.Han roder da vel ikke med gløderne derude?
Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til
Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til
(Ekdahl kommer ind igen med en liden mug-
ge med dampende vand.)
ge med dampende vand.)
Hedvig
.Henter du varmt vand, bedstefar?
Ekdahl
.Ja, jeg gør. Jeg skal bruge det. Jeg skal skrive,
og så er blækket blet tykt som en grød.
og så er blækket blet tykt som en grød.
Fru Ekdahl
.Men far må da ikke sidde så sent og spolere
øjnene.
øjnene.
Ekdahl
.Det får være det samme med øjnene, Gina.
Jeg har travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen
ind til mig.
(går ind i sit værelse.)
Jeg har travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha’ nogen
ind til mig.
Fru Ekdahl
,
(sagte.)
Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge
fra.
fra.
Fru Ekdahl
.Å langt ifra; Gråberg betaler jo altid til mig.
Hedvig
.Så kanske han har fåt en flaske på borg.
Fru Ekdahl
.Stakker far, de borger nok ikke ham noget.
(Hjalmar Ekdahl kommer ind fra højre.)
Fru Ekdahl
(rejser sig.)
Nej, er du alt der igen!
Hjalmar
(sætter hatten fra sig.)
Ja, nu gik nok de fleste.
Hedvig
.
(der har rejst sig.)
Så tidligt, far?
Hjalmar
.
Ja,
(trækker yderfrakken af.)
Ja, det var jo et middagsselskab.
Fru Ekdahl
.Lad mig hjælpe dig. (hænger frakken op.) Var
der mange der?
der mange der?
Hjalmar
.Å nej, ikke mange. Det var så en 12–14 personer.
(til Hedvig.) Er ikke bedstefar kommen hjem?
(til Hedvig.) Er ikke bedstefar kommen hjem?
Hedvig
.
Na
Jo, han sidder derinde.
Hjalmar
.Nå, sa’ han noget?
Fru Ekdahl
.Nej, ikke noget videre.
Faksimile
9.
Hjalmar
.Nævnte han ikke noget om –? Jeg synes, jeg hørte
at han havde været inde hos Gråberg. – Jeg vil gå
lidt ind til ham.
at han havde været inde hos Gråberg. – Jeg vil gå
lidt ind til ham.
{E}
Fru Ekdahl
.Nej, nej, det er ikke værd –
Hjalmar
.Hvorfor ikke det? Sa’ han at han ikke vilde
ha’ mig ind –?
ha’ mig ind –?
Fru Ekdahl
.Han vil nok ikke ha’ nogen ind; han har været
her og hentet sig varmt vand.
her og hentet sig varmt vand.
Hjalmar
.Åhå, sidder han og –? (gør tegn.)
Fru Ekdahl
.Ja, jeg tror det næsten.
Hjalmar
.Herregud; stakkers gamle far! Ja, så lad ham
sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.
sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode.
(Gamle Ekdahl, i husfrakke med tændt to-
bakspibe, kommer fra sit værelse.)
bakspibe, kommer fra sit værelse.)
Ekdahl
.Se, der har vi ham. Jeg syntes nok jeg hørte
dig.
dig.
Hjalmar
.Jeg kom nu netop.
Ekdahl
.Du så mig nok ikke dernede.
Hjalmar
.Nej, jeg gjorde ikke. Jeg hørte du var gåt igennem –
Ekdahl
.Hvad var det for nogen, alle de folk?
Faksimile
Hjalmar
.Å, det var forskellige. Der var kammerherre Flor
og kammerherre Kaspersen og kammerherre –
og kammerherre Kaspersen og kammerherre –
Ekdahl
.Hører du det, Gina! Han har været sammen
med bare kammerherrer.
med bare kammerherrer.
Fru Ekdahl
.Nå, der må ha’ været svært fint.
Hedvig
.Vilde de ikke ha’ dig til at læse noget op,
far?
far?
Hjalmar
.Jo, de vilde nok; men de fik mig ikke til det.
Ekdahl
.Fik de dig ikke til det, du?
Fru Ekdahl
.Men det kunde du da gerne ha’ gjort.
Hjalmar
.Nej, en skal ikke straks stå på pinde for alle
og enhver. Jeg gør det i al fald ikke. Og så var
jeg slet ikke oplagt heller.
og enhver. Jeg gør det i al fald ikke. Og så var
jeg slet ikke oplagt heller.
Ekdahl
.Nej, nej, Hjalmar er ikke så lige til, han.
Hjalmar
.Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for under-
holdningen når jeg er ude en gang iblandt. Det
lod jeg dem også forstå. Ja, jeg fandt mig endog-
så foranlediget til at gi’ et par af de {k}herrer en
temmelig drøj tilrettevisning.
holdningen når jeg er ude en gang iblandt. Det
lod jeg dem også forstå. Ja, jeg fandt mig endog-
så foranlediget til at gi’ et par af de {k}herrer en
temmelig drøj tilrettevisning.
Fru Ekdahl
.Nej, gjorde du det.
Hjalmar
.Ja visst var det så. Vi kom i disput om Tokayer-
vinen –
vinen –
Ekdahl
.Rigtig{,}ja, det er en fin vin.
Hjalmar
.Ja, men jeg skal sige dig, ikke alle årgange er
lige fine; det kommer an på hvor meget solvar-
me druerne har fåt –
lige fine; det kommer an på hvor meget solvar-
me druerne har fåt –
Fru Ekdal
.Nej, du ved da også alting, Ekdahl.
{H}Ekdahl
.Og det gav de sig til at disputere med dig om?
Hjalmar
.Ja, det vilde prøve på det; men så ˹fik de den besked˺ lod jeg dem
vide at det var akkurat ligedan med kammer-
herrer; af dem var heller ikke alle årgange lige
fine – sa’e jeg.
vide at det var akkurat ligedan med kammer-
herrer; af dem var heller ikke alle årgange lige
fine – sa’e jeg.
Fru Ekdahl
.Nej, hvad du kan finde på!
Ekdahl
.Og det sa’ du dem –
Hjalmar
.Lige op i øjnene på dem.
Ekdahl
.Du, Gina, han sa’e det lige op i øjnene på dem.
Fru Ekdahl
.Nej tænk; lige i øjnene –!
Hjalmar
.
(stiller sig ved piedestallen.)
Ja, jeg stod således; se her, – lænet til kaminen,
og legte med den højre hand{e}ske og så sa’e jeg
dem det.
Faksimile
og legte med den højre hand{e}ske og så sa’e jeg
dem det.
Ekdahl
.Lige op i øjnene.
Hedvig
.Hvor det er morsomt at se far i kjole! Du tar
dig godt ud i kjole, far.
dig godt ud i kjole, far.
Hjalmar
.Ja, gør jeg ikke det? Og den passer aldeles som
den var sy’d til mig. Lidt trang i armehuller-
ne kanske –. (trækker kjolen af.) Men nu vil
ha’e frakken på – (gør så) det kendes ligesom
mere hjemligt. (til Gina.) Husk endelig på at
Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
den var sy’d til mig. Lidt trang i armehuller-
ne kanske –. (trækker kjolen af.) Men nu vil
ha’e frakken på – (gør så) det kendes ligesom
mere hjemligt. (til Gina.) Husk endelig på at
Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig.
Fru Ekdahl
.Det skal nok bli besørget.
Hjalmar
(sætter sig i sofaen.)
Ah, en sidder dog ingensteds så godt, som i sit
eget sofahjørne, – med foden under sit eget bord –
eget sofahjørne, – med foden under sit eget bord –
Fru Ekdahl
.Og så med et glas øl til piben –
Hjalmar
.Har vi øl i huset?
Fru Ekdahl
.Ja, det er der nok sørget for.
(går ud i køkkenet.)
(går ud i køkkenet.)
Hedvig
.Her er piben og tobakken –
Hjalmar
.Tak! Jeg har ordentlig læn{
<...>
}gtes efter piben. Wer-
les cigarer kan være bra’ nok; men en god pibe,
det er dog noget andet i længden.
les cigarer kan være bra’ nok; men en god pibe,
Faksimile
10.
det er dog noget andet i længden.
Fru Ekdahl
(kommer med ølflasker og glasse fra køkkenet.)
Se så, nu kan du få drikke dig utørst.
Hjalmar
.Det er prægtigt. Kom nu, far, nu skal vi drikke
et glas sammen.
et glas sammen.
Ekdahl
.Hum; jeg tror, jeg vil stoppe min pibe først.
(går ind i sit værelse.)
(går ind i sit værelse.)
Fru Ekdahl
.
(smiler.)
Han vil stoppe piben.
Hjalmar
.A ja, ja, ja; lad ham bare, stakkers gamle far.
(det banker på døren til højre.)
Fru Ekdahl
.Hys, banked det ikke på døren? hvem kan det
være?
(går hen og åbner.)
være?
(går hen og åbner.)
Gregers
(i gangen.)
Om forladelse; er det ikke her fotograf Ekdahl
bor?
bor?
Fru Ekdahl
.Jo det er.
Hjalmar
(rejser sig.)
Gregers! Er du der alligevel? Nå så kom ind
da.
da.
Hjalmar
.Men ikveld –? Er du gåt fra selskabet?
Gregers
.Både fra selskabet og fra huset. God aften,
fru Ekdahl; kan De huske mig fra gamle da-
ge? Kan De kende mig igen?
fru Ekdahl; kan De huske mig fra gamle da-
ge? Kan De kende mig igen?
Fru Ekdahl
.Å jo, det kan jeg nok.
Hjalmar
.Er du gåt fra huset, {
<...>
}siger du.
Gregers
.Ja; jeg blir inat i et hotel, og imorgen tar jeg
mig et logis. Du, Hjalmar, har jo et par væ-
relser at leje ud.
mig et logis. Du, Hjalmar, har jo et par væ-
relser at leje ud.
Hjalmar
.Ja, det har vi nok, men –
Fru Ekdahl
.Men det er visst ikke noget for Dem, herr
Werle.
Werle.
Gregers
.Det skal De ikke være bange for; jeg tænker
nok, jeg blir fornøjet; og prisen skal vi nok
bli’ enige om.
nok, jeg blir fornøjet; og prisen skal vi nok
bli’ enige om.
Hjalmar
.Ja, det var jo ganske heldigt for os –. Nå, siden
du er kommen, så vil du kanske sidde ned.
du er kommen, så vil du kanske sidde ned.
Gregers
.Tak; her bor I jo som rigtige kunstnere.
Hjalmar
.Det er atelieret, som du vel ser –
Faksimile
